Det sidste møde

Af Peter Høeg

.

Jeg så Martin Fasting sidste gang kort inden billedet ovenfor blev malet.
Det var da længe siden jeg – siden vel nogen over hovedet – havde set ham sidst. På det tidspunkt havde han indledt den tilbagetrækning der har ført til den nuværende situation: At verden nu kun møder denne insisterende række af billeder, men aldrig mere personen. Og som har ført til alle mytologiseringerne: Findes Martin Fasting overhovedet? Er han forsvundet efter at have efterladt sig en mængde af færdige malerier som en kreds af gallerister langsomt frigiver? Er han – som billedernes forskellighed kan tyde på – en gruppe af mennesker der under hans navn fortsætter det Martin Fasting i sin tid har sat i bevægelse?`
Vores møde fandt sted på Hollungård, ud til Vesterhavet, i Jammerbugten, tæt ved Klim. På det tidspunkt må det have været mindst ti år siden Martin havde arvet stedet, en af Danmarks sidste stråtækte herregårde, og jeg oplevede, fra han mødte mig på parkeringspladsen og vi fulgtes over vindebroen, at han bevidst havde indrettet sig med den kombination af stramt komponeret overflod og forfald jeg kendte fra hans billeder. Ved siden af døren sad et skilt med et billede af en gruppe aber i silhuet og teksten ’You are now entering an officiel Chimpanzee-reserve’. Jeg husker at en del af gulvet i hall’en var af pleksisglas hvorunder alligatorstore skygger under os gled forbi i voldgravens grønligt-klare vand. Jeg huskede et lignende, tilsyneladende absurd, tema fra nogle af Martins billeder, og jeg huskede hvad han, på én gang genert og arrogant, havde svaret en journalist på spørgsmålet om hvorvidt hans billeder var surrealistiske: – Jeg maler den umiddelbare virkelighed. Når man ikke kan se det umiddelbart er det fordi jeg maler virkeligheden som den er.
Også på andre måder oplevede jeg at vi var trådt ind i et af hans billeder. Der var ingen introduktion, næsten ingen ord, vi hilste på hinanden og han gik i forvejen, gennem uopvarmede og sparsomt møblerede rum hvori hang en duft af 500 år gammelt træ, gennem pikstensbrolagte gårde hvori han han havde ladet græsset gro vildt, til vi nåede frem til hans atelier.
Han havde indrettet det i hvad der måtte have været en slags riddersal, et rum med lange rækker af vinduesfag i begge sider og badet i en flod af sensommerlys der blev brudt i regnbuemønstre af det tykke lag af saltkrystaller som gusen fra havet havde afsat på vestsiden. Der stod rækker af halvt og helt færdige billeder over det meste af gulvet, men det var ikke det han ville vise mig. Det var noget andet.
I midten af rummet stod et bord. På bordet stod en roulette.
Først fyldte synet mig med ubehag, det pressede mig ind mod erindringer som Martin og jeg ellers omhyggeligt, efter en fælles, ordløs overenskomst, havde hjulpet hinanden med at holde borte. Erindringer om et besøg i kasinoet i Monte Carlo, om hjemsendelsen på konsulatets regning.
Han åbnede sin hånd. På håndfladen lå flere små elfenbenskugler. Med en øvet bevægelse spandt han roulettens hjul.
-Min morfar, Generallæge Carl Rudolph Hakon Fasting, fik den af Kong Fredrik den Niende. De var venner.
Jeg så fascineret på rouletten. Den var vel 75 centimeter i diameter, skålen var af poleret ibenholt, de rudeformede forhøjninger, der er med til at gøre kuglens bevægelse og udfaldet uberegneligt, var af sølv.
Martin pegede på det roterende nav.
-Det er hvidguld, monteret på et leje af kirurgisk stål og små diamanter. Perfekt centreret, selv om den må være over 50 år gammel. Den kan køre i ti minutter.
Han hældte en kugle ind i over det drejende metal. Den blev slynget ud i skålen, kastet tilbage, slynget ud igen, kastet tilbage.
-Jeg har tænkt over at vores skæbne er som den kugles. Vi bliver slynget ind i virkeligheden, og først er der en fase hvor vi lever som i en pinballmaskine. Her siger bankøren –’Faites votre jeu’. Så vokser vi og næste fase indfinder sig.
Vi så på kuglen, tyngdekraften havde suget den tilbage over det drejende metal, og nu dansede den, mod bevægelsesretningen, skøjtende over de nummererede fordybninger under den.
-Det er den fase hvor vi tror vi er fri. At vi kan bestemme. At vi kan kontrollere også de store ting, kærligheden, inspirationen. Hvor vi endnu tror på den fri vilje, håbet og den store chance. Men i virkeligheden, i virkeligheden er udfaldet givet.
Kuglen låstes i en fordybning og førtes, nu fikseret, rundt i hvirvlen.
-Nu siger bankøren: -’Rien ne va plus.’På det tidspunkt begynder vi at ane at vi sidder fast. At udfaldet altid har været givet. Men vi har endnu ikke set vores nummer.
Skivens bevægelse var langsommere nu.
-Nu kan vi se nummeret. Du og jeg ser det. Det er 17. Om lidt standser bevægelsen og vi skal dø.
Bevægelsen var nu meget langsom.
-Jeg véd hvad du tænker, sagde han. –Du tænker: -For defensivt. Men tro mig. For mange, måske for de fleste, opleves livet nøjagtigt sådan. Men ikke for alle.
Rotationen standsede.
-Der er et håb.
Han pegede på apparatets gyldne, polerede centrum, korsformet, for at give et godt greb for bankøren når disken sattes i bevægelse. Jeg tænkte på korset i Martins billeder, de genkommende kristne motiver
-Dette er midten. Men der findes ingen midte. Det véd man som maler. Dér hvor man tænker sig midten, skifter virkeligheden karakter.
Vi så på hinanden. Grænsen mellem at være fuld og gal og genial er flydende. Som grænsen mellem at vide meget og at tro man véd alt.
-Jeg ville male et billede af denne roulette. Men dens midte skulle være et vindue. Ind til en anden virkelighed. Som anes af kunstnerne og opleves af mystikerne. Jeg lavede 50 skitser. Det lykkedes ikke.
Han viste med en håndbevægelse rundt i rummet. Jeg så snesevis af halvfærdige gengivelser af rouletten.
Han tog mig under armen. Åbnede en dør, vi forlod hovedbygningen. Foran os lå en dæmning der førte over til en lille ø i den sø der ligger øst for selve gården. Dæmningen endte i en høj trådport. Han låste os ind. Vi gik gennem et bælte af træer, på måske 50 meter. Martin standsede. Pegede på en stamme. Jeg så op. Træet var dødt. Så hørte jeg lyden. En dyb summen, som turbiner. Så så jeg det. Der var et hul i stammen. Omkring hullet svirrede bier.
Martin tog en tændstikæske op af lommen og åbnede den. Den var tom. Forsigtigt løftede han den, en bi satte sig på pappet, han lukkede æsken og bar den omhyggeligt mellem tommel og pegefinger. Jeg havde fornemmelsen af at deltage i en nøje koreograferet dans, eller måske snarere: at være trådt ind i et bevægeligt maleri.
Vi fortsatte endnu nogle meter, så åbnede skoven sig. I en lysning, i den synkende sols lys, sad og lå en flok på måske 20 chimpanser.
Jeg mærkede rystelsen ved at stå ubeskyttet foran vilde dyr. Dovent vendte aberne hovedet, kastede et blik på os, og slap os igen med opmærksomheden.
-Vi udrydder primaterne. Jeg tror ikke det er klogt. De har meget større betydning for vores psykiske sundhed end vi er klar over. Jeg samarbejder med de store zoologiske haver. Med Givskud. Det har kostet mig min arv. Jeg er fallit om et øjeblik. Det er i sin orden. Vi går ned, men vi gør det med stil.
Jeg tænkte på hans svaghed for dyr. På hans samarbejde med zoologisk museum. På et tidspunkt, da han boede i nordvest, havde han haft en indisk elefant i haven i en uge mens han malede den.
Vi trådte ind i en hvid bygning, det var dyrenes opholdsrum. Der var træ på væggene og halm på gulvet. På en træstamme sad en abe.
-Jeg håbede han var her.
Aben betragtede os roligt, uudgrundeligt.
-Jeg var altid påvirket af dyrs sorg. Kan du se den? Den er tydelig. Hos alle pattedyr, fra katte og op. Meget tydelig. Det er som om der er en længsel. Det var først da jeg læste Kirkegaards bog om angst at jeg forstod det. Han skriver om skabningens forlængsel. Den kristne forestilling om at det ikke alene er mennesket der har mistet Paradiset, vi har taget dyrene med os i faldet. Det er den sorg vi ser hos dyrene. De mærker tabet. Men de har ingen ord for det. Der er ikke noget de kan gøre ved det. De er låst til deres skæbne. Troede jeg. Og så skete der noget. En dag var jeg herinde. Og Carl Rudolph Hakon her opdagede en bi der var fanget herinde. Han så på den, den svirrede rundt foran ham. Så bevæger han hånden, chimpanser er lynhurtige, og han fanger den. Jeg tænker at nu maser han den. Men så bevæger han sig langsomt hen til vinduet. Åbner det. Og sætter bien fri.
Jeg så på chimpansen. Forstod den hvad vi talte om?
Martin åbnede langsomt tændstikæsken.
-Det var et chok for mig. Det var en medfølelseshandling. Pludselig så jeg at også dyrene har en vej ud. De er ikke kun låst. Ikke kun instinkter. De kan føle for et insekt.
Han hældte forsigtigt bien ud på sin håndflade. Og hældte den derfra ud i rummet, som han minutter tidligere havde sluppet elfenbenskuglen.
-Videnskaben tror at universet er et roulettespil. Evolutionen er tilfældighed hjulpet af mutationer der igen er tilfældige. Videnskaben tager fejl. Medfølelsen er dens blinde punkt. Medfølelsen er et spring ud over os selv. Og dyrene har den.
Aben fulgte biens fortumlede flugt. Insektet var inden for dens radius.
Bevægelsen var så hurtig at den dårligt kunne følges med øjnene, så holdt den bien i sin hule hånd.
Den så på os. Så puttede den bien i munden, tyggede en gang og sank.
-Sådan er det, sagde Martin vemodigt. –Det er kun cirka hver anden gang det lykkes. Der er ikke noget mønster. Det er som om tilfældighed og medfølelse veksler.
Han vendte sig og gik ud. Jeg fulgte modstræbende efter. I døren vendte jeg mig. Aben så på mig.
Og så skete det, det jeg så, og som jeg alligevel ikke véd om jeg så, og som jeg nu skriver for måske på den måde at finde ud af om det fandt sted.
Ganske langsomt og bevidst kneb aben det ene øje i og blinkede til mig.

© Peter Hoeg

Denne novelle kom ud af det blå, som en total overraskelse. Det har været sjovt at læse om ting man ikke anede om sig selv… Om det nu passer eller ej. Derfor en stor tak til Peter for en så speciel gave og tak til kontemplation.dk for at udgive den. Man finder den her i sin orginale udgave:

http://kontemplation.dk/visuel-kontemplation-4-martin-fastings-abe/